Forestil dig, at vi kunne sende et menneske med ADHD 10.000 år tilbage i tiden.

Ingen Outlook. Ingen Aula. Ingen pinkoder. Ingen årsplan. Ingen tandlægetid, der blev bestilt for syv måneder siden og forventes husket tirsdag kl. 10.40.

Ingen spørger:

"Hvor ser du dig selv om fem år?"

Til gengæld bevæger noget sig pludselig ude i buskadset.

Her kan det være en fordel at være den, der allerede har set det.

Måske er ADHD-hjernen ikke kun en besværlig hjerne.

Måske er den også en hjerne, der gennem menneskets historie har fået stadig vanskeligere arbejdsbetingelser.

Dette er ikke en videnskabelig fortælling om, at mennesker med ADHD engang var jægere. Det ved vi ikke. Men det er et tankeeksperiment om noget, vi ved er vigtigt: Om en egenskab bliver en styrke eller en vanskelighed, afhænger også af det miljø, den skal fungere i.

Jægeren – det gælder om at opdage det, der sker NU

Lad os begynde ude på savannen.

Vores jæger skal være opmærksom.

Men måske ikke på den måde, vi i dag forventer, at et barn er opmærksomt i skolen.

Han skal ikke koncentrere sig om den samme ting i 45 minutter, mens han ignorerer alt omkring sig.

Tværtimod.

Hvad var den lyd?

Bevægede noget sig?

Hvor blev dyret af?

Er der fare?

Skal vi fortsætte eller ændre retning?

Evnen til hurtigt at flytte opmærksomheden kan pludselig være ganske nyttig.

Det samme kan nysgerrighed, spontanitet, handlekraft og evnen til at blive voldsomt optaget af noget, der lige nu virker vigtigt.

Det betyder ikke, at ADHD-hjernen er en særlig evolutionær jægerhjerne.

Men tanken er interessant:

Hvad nu hvis problemet ikke altid er opmærksomheden – men hvad omgivelserne forventer, at vi skal rette den imod?

Så blev jægeren landmand

Og her begynder problemerne.

Landmanden kan ikke bare beskæftige sig med det, der er interessant lige nu.

Han skal så noget i marts, fordi han gerne vil have noget at spise i september.

Pludselig bliver fremtiden vigtig.

Planlægning bliver vigtig.

Rutiner bliver vigtige.

Det samme skal gøres igen og igen.

Også når det er kedeligt.

Og helst på det rigtige tidspunkt.

Den spontane jæger har fået en kalender.

Så kom fabrikken – og med den kom uret

Industrisamfundet tager udviklingen et skridt videre.

Nu er det ikke nok at få arbejdet gjort.

Det skal også gøres til tiden.

Du møder klokken 7.00.

Ikke 7.13.

Ikke når du lige er blevet klar.

Og ikke efter at du først har ledt efter dine nøgler i 20 minutter.

Arbejdsdagen opdeles i timer og minutter.

Produktivitet måles.

Tempo måles.

Pausen begynder på et bestemt tidspunkt og slutter på et bestemt tidspunkt.

Det moderne ur gør noget fantastisk ved mennesket:

Det gør tiden præcis.

For mennesker, der har svært ved at mærke tiden præcist, er det knap så fantastisk.

Og så flyttede fabrikken ind i hovedet

Man kunne tro, at nutidens arbejdsliv ville være lettere for ADHD-hjernen.

Vi har fleksible arbejdstider.

Hjemmearbejde.

Projektarbejde.

Frihed.

Og den måske farligste sætning af dem alle:

"Du tilrettelægger bare selv din arbejdsdag."

For det lyder jo dejligt.

Problemet er bare, at chefen dermed delvist er flyttet ind i dit eget hoved.

Nu skal du selv:

prioritere opgaverne,

vurdere hvor lang tid de tager,

komme i gang,

holde fokus,

huske deadlines,

skifte mellem opgaver,

besvare mails,

holde styr på kalenderen

og stoppe med den spændende opgave for at begynde på den kedelige.

Fabrikkens ydre struktur er blevet mindre.

Til gengæld er kravene til indre struktur og selvregulering blevet enorme.

Og netop selvregulering og de såkaldte eksekutive funktioner kan være vanskelige ved ADHD.

Så gav vi ADHD-hjernen en smartphone

Her kunne historien næsten slutte.

Men mennesket tænkte:

"Hvordan kan vi gøre dette endnu vanskeligere?"

Og opfandt smartphonen.

En lille maskine, som vi bærer rundt på hele dagen, og som med jævne mellemrum fortæller:

Se her!

En besked.

En mail.

En nyhed.

Et billede.

En video.

En notifikation.

Noget nyt.

Noget mere interessant end det, du egentlig var i gang med.

Det er næsten imponerende.

Vi har skabt et samfund, der kræver mere selvstyring af opmærksomheden end nogensinde før – samtidig med at vi har bygget en hel industri, hvis forretningsmodel blandt andet består i at fange den.

Det er svært for de fleste mennesker.

Har man ADHD, kan kampen være endnu hårdere.

Men ADHD er jo stadig ADHD

Her skal vi passe på ikke at romantisere.

ADHD kan give betydelige problemer.

Man kan glemme aftaler, miste overblikket, handle impulsivt, komme for sent, have svært ved at afslutte opgaver og bruge enorme mængder energi på ting, som andre tilsyneladende bare gør.

Det kan påvirke uddannelse, arbejde, økonomi, selvværd og parforhold.

ADHD er derfor ikke bare noget, det moderne samfund har fundet på.

Men graden af vanskeligheder afhænger også af omgivelserne.

Den person, der næsten går i stå foran tre timers administrativt arbejde, kan måske være ekstremt vedholdende, kreativ og koncentreret, når opgaven opleves interessant, akut eller meningsfuld.

Den samme hjerne.

To forskellige situationer.

Meget forskelligt resultat.

Måske stiller vi nogle gange det forkerte spørgsmål

Når et menneske med ADHD igen har glemt en aftale eller ikke er kommet i gang med en opgave, er spørgsmålet let:

Hvorfor kan du ikke bare tage dig sammen?

Men måske kunne vi stille et andet spørgsmål:

Hvad er det ved denne situation, som gør det svært for netop denne hjerne at fungere?

Og derefter:

Kan vi ændre noget ved omgivelserne?

Mere struktur.

Kortere tidshorisonter.

Færre distraktioner.

Tydeligere deadlines.

Påmindelser.

Bevægelse.

Variation.

Opgaver opdelt i mindre bidder.

En anden person at arbejde sammen med.

Det handler ikke nødvendigvis om at sænke kravene.

Det handler om at skabe betingelser, hvor hjernen faktisk har en rimelig chance for at leve op til dem.

Fra bålet til Outlook

Vi ved ikke, om mennesket med ADHD for 10.000 år siden var den bedste jæger omkring bålet.

Det ville være en god historie.

Men det er ikke noget, vi med sikkerhed kan sige.

Til gengæld kan historien hjælpe os med at få øje på noget andet:

Mennesket har gennem historien skabt stadig mere avancerede systemer til at organisere tid, arbejde og opmærksomhed.

Landbruget krævede langsigtet planlægning.

Industrisamfundet krævede præcision og punktlighed.

Videnssamfundet kræver selvledelse.

Og opmærksomhedssamfundet kræver, at vi kan ignorere tusindvis af fristelser, mens vi gør det.

Så måske er ADHD-hjernens historie ikke kun historien om en hjerne, der har svært ved at passe ind.

Det er også historien om et samfund, der efterhånden er blevet meget krævende at passe ind i.

Og måske skal vi derfor ikke altid spørge:

Hvordan får vi ADHD-hjernen til at fungere mere som alle andre?

Nogle gange er det bedre at spørge:

Hvordan skaber vi en hverdag, hvor denne hjerne får mulighed for at fungere bedst muligt?

For jægeren er ikke forsvundet.

Han har bare fået en Outlook-kalender.