Når den perfekte familie bliver en drøm – hvorfor børn fra ustabile familier ofte længes så stærkt efter den
Mange børn, der vokser op i familier præget af uro, konflikter, misbrug, uforudsigelighed eller følelsesmæssig afstand, udvikler ofte en næsten "lyserød" forestilling om den perfekte familie. En familie hvor alle elsker hinanden ubetinget, hvor der er tryghed, nærvær, fælles middage, støtte og ingen skænderier.
Det kan ved første øjekast virke mærkeligt. Hvorfor drømme om noget, man aldrig rigtig har oplevet?
Psykologisk giver det faktisk god mening.
Når børn mangler noget vigtigt, forsøger hjernen ofte at skabe et indre billede af det, der mangler. Fantasien bliver en slags følelsesmæssig overlevelsesstrategi. Lidt som man bliver mere opmærksom på mad, hvis man er sulten.
Hvis et barn oplever:
- uforudsigelige voksne
- konflikter eller skiftende stemninger
- følelsesmæssig afstand
- at egne behov ofte må tilsidesættes
- usikkerhed omkring kærlighed og tryghed
… kan der opstå en stærk længsel efter det modsatte.
Den perfekte familie bliver ikke bare en hyggelig tanke. Den bliver et håb.
Mange børn begynder derfor at idealisere andre familier:
"De andre har det sikkert meget bedre."
"Hos dem skændes de aldrig."
"Der må være familier, hvor alle er glade hele tiden."
Men børn ser sjældent, hvad der foregår bag lukkede døre. De ser små glimt og sammenligner dem med deres eget liv. Det er lidt som at sammenligne sit eget "bag kulisserne"-liv med andres højdepunkter.
Når drømmen følger med ind i voksenlivet
Denne længsel stopper ikke nødvendigvis, når man bliver voksen.
Mange opdager, at drømmen om den perfekte familie eller det perfekte forhold stadig lever videre:
"Når jeg finder den rigtige, bliver alt trygt."
"Så bliver jeg endelig valgt til."
"Så får jeg den familie, jeg aldrig havde."
Der er ikke noget forkert i at længes efter tryghed, kærlighed og nærhed.
Men nogle gange kommer længslen til at bære mere med sig end det.
For et parforhold kan nemlig komme til at røre ved gamle følelser, som egentlig hører fortiden til.
Når nutidens konflikter vækker fortidens sår
Det mærkelige er, at gamle sår ofte ikke viser sig, når vi er alene. De viser sig ofte, når vi begynder at føle os knyttet til et andet menneske.
Når man oplever kærlighed, nærhed og tryghed, bliver noget vigtigt pludselig muligt: Man har også noget at miste.
Og netop dér kan gamle erfaringer begynde at vågne.
En partner siger måske:
"Du virker lidt fjern."
"Jeg blev ked af det, da du sagde det."
"Kan vi tale om det?"
For den ene person er det måske en almindelig samtale.
For den anden kan kroppen næsten reagere, som om der er alarm:
"Nu går det galt."
"Nu bliver jeg afvist."
"Nu bliver jeg forladt."
"Jeg er ikke god nok."
Det handler ofte ikke kun om nutiden.
Kroppen husker nogle gange længe før hovedet gør.
Det betyder ikke, at personen overdriver eller reagerer "forkert". Det kan være gamle følelser af frygt, ensomhed, skam eller utryghed, som bliver aktiveret.
Nogle reagerer ved at trække sig:
"Jeg har brug for at være alene."
Andre bliver vrede:
"Du kritiserer mig altid."
Andre igen forsøger at skabe ekstra tryghed:
"Er du stadig okay?"
"Er du sur på mig?"
Og nogle bliver tavse.
Ikke fordi de ikke elsker deres partner – men fordi kroppen forsøger at beskytte dem.
Når gamle sår møder gamle sår
Det, der gør det ekstra svært, er, at den følelsesmæssige reaktion nogle gange også kan sætte gang i noget hos partneren.
Hvis den ene trækker sig ved kritik, kan partneren føle sig afvist.
Hvis den ene bliver meget urolig og søger forsikringer, kan partneren føle sig presset.
Hvis den ene bliver vred, kan den anden lukke ned.
Pludselig reagerer begge mennesker ikke kun på hinanden – men også på gamle erfaringer, de bærer med sig.
Og så kan det føles som om konflikter bliver større, end de egentlig er.
Den måske lidt paradoksale sandhed
Mange mennesker opdager senere noget overraskende:
Det, de længtes efter, var måske ikke en perfekt familie.
Det var:
- at blive mødt
- at høre til
- at føle sig tryg
- at kunne slappe af uden hele tiden at være på vagt
- at kunne være sig selv uden frygt for at miste kærligheden
Det kræver heldigvis ikke perfekte mennesker.
Det kræver mennesker, der kan være der – også når livet bliver lidt rodet.
For ingen familier er perfekte.
Men de kan godt være trygge alligevel.
Det er måske dét, der er den virkelige drøm.
Og den kan godt skabes – også selv om man ikke voksede op med den.