Om kampen for autonomi og hvorfor nogle mennesker reagerer stærkt på gode råd

"Jeg prøvede jo bare at hjælpe."

Sætningen bliver ofte sagt med oprigtig undren. Den ene part forsøger at vejlede, komme med forslag eller vise en smartere måde at gøre noget på. Den anden bliver irritabel, afvisende eller måske direkte vred.

For den, der giver rådet, kan reaktionen virke ude af proportioner.

For den, der modtager rådet, føles reaktionen derimod helt naturlig.

For det handler sjældent kun om situationen her og nu.

Ofte handler det om noget langt ældre.

Kampen for autonomi

Autonomi betyder retten til at være sig selv. At tænke sine egne tanker, mærke sine egne behov og træffe sine egne valg.

For de fleste mennesker udvikles denne evne gradvist gennem barndommen og ungdommen. Barnet opdager, at det både kan være tæt knyttet til andre og samtidig være et selvstændigt menneske.

Men ikke alle får denne mulighed.

Nogle vokser op med forældre, der styrer meget. Andre oplever, at deres ønsker og grænser bliver tilsidesat. Nogle får konstant at vide, hvad de burde føle, tænke eller gøre.

Barnet lærer måske:

  • At andre ved bedre.
  • At egne behov ikke er så vigtige.
  • At selvstændighed bliver mødt med kritik.
  • At kærlighed er betinget af lydighed.

Når dette sker gennem mange år, kan der opstå en uafsluttet kamp for autonomi.

Den voksne kamp

Som voksen kan personen være meget følsom overfor alt, der minder om styring.

Det behøver ikke være direkte kontrol.

Det kan være:

  • gode råd
  • forslag
  • instruktioner
  • vejledning
  • kommentarer
  • "hjælpsomhed"

Den følelsesmæssige hjerne reagerer ikke nødvendigvis på ordene.

Den reagerer på oplevelsen.

Og oplevelsen kan være:

"Nu prøver nogen igen at bestemme over mig."

Selvom den anden person slet ikke har den hensigt.

Når fortiden flytter ind i nutiden

Forestil dig en kvinde, der som barn havde en mor, som konstant fortalte hende, hvordan ting skulle gøres.

Hvordan hun skulle klæde sig.

Hvem hun skulle være venner med.

Hvordan hun burde tænke.

Som voksen får hun en kærlig partner.

En dag siger partneren:

"Skal jeg ikke lige vise dig en nemmere måde at gøre det på?"

På overfladen er det en uskyldig kommentar.

Men indeni mærker hun pludselig irritation.

Måske vrede.

Måske en stærk trang til at trække sig.

Ikke fordi partneren er hendes mor.

Men fordi situationen minder om noget, hendes nervesystem kender alt for godt.

Det gamle sår bliver aktiveret.

Det paradoksale ved trygge relationer

Mange bliver overraskede over, at disse reaktioner ofte opstår i gode relationer.

Men det giver faktisk mening.

Vi viser sjældent vores mest sårbare sider overfor mennesker, vi ikke føler os trygge ved.

Når der opstår kærlighed, nærhed og tillid, sænkes forsvaret.

Og netop derfor får gamle følelsesmæssige erfaringer lettere adgang til overfladen.

Det er ofte i de nære relationer, at fortiden kommer frem igen.

Ikke fordi forholdet er dårligt.

Men fordi relationen er vigtig.

Når hjælpen føles som kritik

En særlig udfordring opstår, når vejledning bliver tolket som kritik.

Partneren siger:

"Jeg tænkte, at du måske kunne prøve..."

Den anden hører:

"Du gør det forkert."

Partneren siger:

"Jeg vil bare gerne hjælpe."

Den anden hører:

"Du kan ikke finde ud af det selv."

Resultatet bliver ofte konflikter, som begge parter har svært ved at forstå.

Den ene føler sig afvist.

Den anden føler sig kontrolleret.

Fra modstand til nysgerrighed

Den terapeutiske opgave er sjældent at få personen til bare at tage imod flere råd.

I stedet handler det om at undersøge:

  • Hvad vækker situationen i mig?
  • Hvad frygter jeg, når andre vil vejlede mig?
  • Hvornår har jeg tidligere haft denne følelse?
  • Hvad forsøger min reaktion at beskytte mig imod?

Mange opdager, at deres vrede eller modstand ikke kun handler om nutiden.

Den handler om en gammel længsel efter at få lov til at være sig selv.

At blive mødt som et kompetent menneske.

At få lov til at vælge sin egen vej.

Når såret bliver en styrke

Der er ofte noget smukt gemt bag disse reaktioner.

For under vreden ligger der tit et sundt behov.

Behovet for frihed.

Behovet for respekt.

Behovet for at blive taget alvorligt.

Målet er derfor ikke at fjerne dette behov.

Målet er at lære at skelne mellem fortid og nutid.

At kunne mærke forskellen på:

"Nu bliver jeg faktisk kontrolleret."

og

"Nu prøver et menneske, der holder af mig, blot at hjælpe."

Når den forskel bliver tydeligere, bliver der plads til både autonomi og nærhed.

Og det er netop i balancen mellem de to, at modne relationer trives.

https://edtvarkrogh.dk/#Contact