– om traumebinding, gaslighting og gamle sår i nye relationer

De fleste af os har prøvet at blive i en relation længere, end vi egentlig havde lyst til. Måske har vi forklaret en partners adfærd, givet en ekstra chance eller håbet på, at tingene ville blive anderledes.

Men nogle gange er det ikke bare svært at gå. Nogle gange føles det næsten umuligt.

I de senere år er begreber som trauma bond og gaslighting blevet populære på sociale medier og i psykologiske podcasts. De beskriver fænomener, som mange kan genkende, men som også ofte bliver misforstået eller blandet sammen med andre psykologiske processer.

For at forstå dem er det nødvendigt at se nærmere på, hvordan mennesker knytter sig til hinanden – og hvordan gamle sår nogle gange kan få nyt liv i voksenlivets relationer.


Når den samme person giver både trøst og smerte

Den klassiske definition af en trauma bond (traumebinding) beskriver et stærkt følelsesmæssigt bånd mellem to mennesker, hvor den ene samtidig er kilde til både omsorg og smerte.

Forholdet kan være præget af:

  • kærlighed og afvisning
  • nærhed og distance
  • varme og kulde
  • anerkendelse og kritik

Det særlige er, at den gode periode ofte følger efter den dårlige.

Efter en konflikt kommer undskyldningen.

Efter tavsheden kommer kærligheden.

Efter afvisningen kommer nærheden.

Det skaber en følelsesmæssig rutsjebane, hvor lettelsen efter smerten kan opleves som stærk kærlighed.

Mange beskriver det som:

"Når det er godt, er det fantastisk. Når det er dårligt, er det frygteligt."

Og netop derfor bliver det så svært at slippe.


En nyere forståelse: Måske handler det ikke om offerets traumer

Traditionelt har traumebinding ofte været forklaret ud fra offerets historie.

Måske havde personen oplevet svigt i barndommen.

Måske var der gamle tilknytningssår.

Måske var vedkommende særligt sårbar.

Men nyere psykologiske perspektiver peger på noget andet.

De understreger, at fokus ikke kun bør ligge på den person, der bliver fanget i relationen, men også på relationens dynamik.

I denne forståelse kan mennesker uden større barndomstraumer også ende i en traumebinding, hvis de gennem længere tid udsættes for vekslende nærhed, afvisning, manipulation eller følelsesmæssig kontrol.

Spørgsmålet bliver derfor ikke kun:

"Hvad er der galt med den person, der bliver?"

men også:

"Hvad er det for en relation, der gør det så svært at gå?"

Det er en vigtig nuancering.


Når virkeligheden begynder at skride

Her kommer begrebet gaslighting ind i billedet.

Gaslighting handler om at få et andet menneske til gradvist at tvivle på sine egne oplevelser, følelser og vurderinger.

Det kan ske gennem udsagn som:

  • "Det har jeg aldrig sagt."
  • "Du husker forkert."
  • "Du er alt for følsom."
  • "Du overdriver."
  • "Det er bare noget, du bilder dig ind."

En enkelt episode er ikke nødvendigvis gaslighting.

Men når det sker igen og igen, kan personen begynde at miste tilliden til sin egen dømmekraft.

Til sidst kan man komme til at spørge sig selv:

"Måske er det faktisk mig, der er problemet?"

Gaslighting kan derfor blive et effektivt redskab til at fastholde en traumebinding.

Jo mere man tvivler på sig selv, desto mere bliver man afhængig af den anden som kilde til sandhed og forståelse.

Når tvivlen ikke nødvendigvis skyldes gaslighting

Noget jeg ofte ser i terapi, er mennesker, der kommer med en oplevelse af at have været udsat for gaslighting. De beskriver, hvordan de er begyndt at tvivle på sig selv, deres følelser og deres vurderinger af situationer og relationer.

Nogle gange viser det sig, at der faktisk har været tale om et mønster af manipulation, hvor en partner systematisk har undermineret deres oplevelse af virkeligheden.

Men andre gange er billedet mere nuanceret.

Mennesker, der gennem livet har fået signaler om, at deres følelser fylder for meget, at de er for følsomme, eller at deres oplevelser ikke er helt til at stole på, kan komme til at tvivle på sig selv uden nødvendigvis at være udsat for gaslighting. Tvivlen kan i sådanne tilfælde være et gammelt mønster, som aktiveres i nære relationer.

Det betyder ikke, at oplevelsen er mindre virkelig eller mindre smertefuld. Men det betyder, at årsagen til tvivlen ikke altid findes hos den anden person.

Derfor bliver et vigtigt spørgsmål i terapi ofte ikke blot:

"Har min partner manipuleret mig?"

men også:

"Hvornår begyndte jeg første gang at tvivle på, om mine følelser og oplevelser var gyldige?"

Men hvad med barndommen?

Her bliver det interessant.

For selv om traumebinding ikke nødvendigvis skyldes barndomstraumer, kan tidligere erfaringer stadig spille en rolle.

Mange mennesker bærer på gamle relationelle sår:

  • frygt for at blive forladt
  • frygt for kritik
  • frygt for ikke at være god nok
  • frygt for at være til besvær

Disse sår kan ligge relativt stille i mange år.

Men når vi forelsker os eller knytter os tæt til et andet menneske, bliver de ofte aktiveret.

Paradoksalt nok sker det ofte netop, når vi føler os trygge nok til at åbne os.

Kærlighed har det med at vække det, der betyder noget.

Og det, der betyder noget, har også potentiale til at gøre ondt.


Når fortiden spiller med i nutiden

Nogle gange opstår der det, man kunne kalde et "replay" af gamle relationelle erfaringer.

En person, der voksede op med en følelsesmæssigt utilgængelig forælder, kan igen og igen blive tiltrukket af mennesker, der er svære at få tæt på.

En person, der konstant blev kritiseret som barn, kan reagere meget kraftigt på selv mild kritik i et parforhold.

Ikke fordi partneren nødvendigvis gør noget forkert.

Men fordi den aktuelle situation rammer et gammelt følelsesmæssigt sår.

Den voksne reaktion kommer til at indeholde både nutiden og fortiden.

Det er her, mange par bliver forvirrede.

For reaktionen giver måske ikke mening ud fra situationen alene.

Men den giver ofte mening ud fra livshistorien.


Når to menneskers sår mødes

Det bliver endnu mere komplekst, når begge parter bærer på gamle sår.

Måske reagerer den ene voldsomt på kritik.

Partneren føler sig derefter afvist og trækker sig.

Tilbagetrækningen vækker den andens frygt for at blive forladt.

Konflikten eskalerer.

Nu er det ikke længere kun den oprindelige situation, der er i spil.

To gamle historier er begyndt at tale sammen.

Det er ofte det, der sker i de mest fastlåste parforholdskonflikter.


Vejen frem

Når mennesker kommer i terapi med disse problematikker, leder de ofte efter én forklaring.

Var det gaslighting?

Var det en traumebinding?

Var det min barndom?

Men virkeligheden er sjældent så enkel.

Nogle gange er der tale om manipulation.

Nogle gange er der tale om gamle tilknytningssår.

Og nogle gange findes begge dele samtidig.

Det afgørende er ikke nødvendigvis at finde det rigtige mærkat.

Det afgørende er at forstå mønsteret.

At genvinde tilliden til sine egne oplevelser.

At lære forskellen mellem kærlighed og følelsesmæssig afhængighed.

Og måske vigtigst af alt:

At opdage, at man godt kan savne et menneske, uden at relationen nødvendigvis er god for én.

For nogle af de stærkeste følelsesmæssige bånd i vores liv er ikke altid dem, der gør os mest godt.

Og nogle af de vigtigste terapeutiske erkendelser opstår, når vi begynder at forstå forskellen.