Om mennesker der taler, som om punktummer er en personlig fornærmelse

De fleste af os kender typen. Man stiller et venligt spørgsmål som:

“Hvordan går det?”

Og 38 minutter senere har man fået en grundig redegørelse for barndommen, arbejdet, naboens kat, en knæoperation, tre gamle konflikter og en ret detaljeret forklaring på, hvorfor parkeringsautomater ikke er, hvad de har været.

Det særlige er, at personen ofte godt ved det selv.

“Jeg taler vist også lidt for meget,” siger de.

Og fortsætter så med at forklare det.

Samtalen begynder før sproget

En interessant psykologisk forklaring begynder meget tidligt i livet. Allerede før barnet kan tale, indgår det i små rytmiske udvekslinger med sin mor, far eller anden omsorgsperson.

Barnet pludrer.
Den voksne svarer.
Barnet smiler.
Den voksne smiler tilbage.
Barnet kigger væk.
Den voksne dæmper sig.

Det er ikke samtale i voksen forstand. Der bliver næppe diskuteret boligrenter eller ferieplaner hen over puslebordet. Men barnet lærer noget vigtigt:

Der er en rytme i kontakt.

Min tur.
Din tur.
Pause.
Svar.
Vi mister hinanden lidt.
Og finder hinanden igen.

Forskere har kaldt dette for tidlige “proto-samtaler” — altså små forløbere for den senere samtale. Barnet lærer ikke kun sprog. Det lærer også samtalens musik.

Når rytmen bliver svær

Hos nogle mennesker virker det, som om denne rytme ikke helt er faldet på plads. Ikke nødvendigvis fordi nogen har gjort noget forkert. Vi skal passe på med den gamle klassiker: “Det er nok mors skyld.” Mor har allerede rigeligt at svare for.

Men evnen til at skifte mellem at tale, lytte og holde pause kan være sårbar.

For nogle føles stilhed utryg.
For nogle føles en pause som afvisning.
For nogle er talen en måde at dæmpe indre uro på.
For nogle handler det om at sikre sig, at man virkelig bliver forstået.

Problemet er bare, at jo mere man forklarer, desto mere kan den anden forsvinde mentalt. Til sidst sidder modtageren og nikker, mens øjnene leder efter en nødudgang.

Talen kan være regulering

Når mennesker taler uafbrudt, er det ikke altid, fordi de har så meget vigtigt at sige. Nogle gange taler de for at regulere noget indeni.

Talen kan dæmpe angst.
Talen kan holde skam væk.
Talen kan fylde en ubehagelig stilhed.
Talen kan skabe en følelse af kontrol.
Talen kan være et forsøg på at holde kontakten fast.

Man kan sige det sådan:

Nogle mennesker taler ikke kun for at sige noget.
De taler for ikke at mærke noget.
Eller for ikke at miste nogen.

Det gør det ikke mindre trættende at lytte til. Men det gør det måske lidt lettere at forstå.

I terapirummet

I terapi kan lange talestrømme være særligt interessante. En klient kan nærme sig noget vigtigt og sårbart:

“Jeg tror egentlig, jeg følte mig meget alene.”

Og så fortsætter det straks:

“Og det minder mig om noget på arbejdet, og min chef sagde også engang, og apropos chefer, så havde min far en kollega…”

Her kan talestrømmen blive en måde at komme væk fra følelsen på. Ikke bevidst. Ikke beregnende. Bare som en automatisk beskyttelse.

Terapeutens opgave kan derfor være nænsomt at standse toget, før det kører helt til Hamborg:

“Jeg vil gerne lige stoppe dig dér. Du sagde noget vigtigt om at føle dig alene. Kan vi blive ved det et øjeblik?”

At afbryde uden at skamme

Det hjælper sjældent at sige:

“Du taler for meget.”

Det ved personen ofte allerede. Og skam får sjældent mennesker til at tale mindre. Nogle taler faktisk endnu mere, når de skammer sig.

En bedre formulering kan være:

“Jeg vil gerne hjælpe os med at holde fast i det vigtigste.”

Eller:

“Der kommer mange spor nu. Skal vi vælge ét og blive dér?”

Eller helt enkelt:

“Jeg afbryder dig lige venligt, fordi jeg gerne vil forstå kernen.”

Så bliver afbrydelsen ikke en afvisning, men en hjælp.

Den lille pause

Måske er noget af det mest helende for mennesker med uafbrudt talestrøm at erfare, at kontakten ikke forsvinder, bare fordi der bliver stille.

At man gerne må holde pause.
At den anden stadig er der.
At man ikke behøver forklare alting færdigt.
At stilhed ikke nødvendigvis betyder afstand.

Og måske er punktum ikke en fjende.

Måske er punktum bare en lille hvileplads.

Kort sagt

Når mennesker taler uafbrudt, kan det handle om mere end dårlige samtalevaner. Det kan handle om tidlig kontakt, uro, skam, angst, tilknytning eller et stærkt behov for at blive forstået.

Den gode samtale handler derfor ikke kun om at få folk til at tie stille.

Den handler om at hjælpe dem med at opdage, at de stadig er i kontakt — også når de holder pause.